Dårlige karakterer starter i børnehaven

En ny undersøgelse viser, at forældrenes valg af daginstitutioner i høj grad har indflydelse på børnenes resultater i nationale test i 2. klasse.

Forældrenes valg af daginstitutioner har afgørende betydning for barnets senere skolepræstationer. Det viser en ny undersøgelse foretaget for FOA af Bureau 2000.

Børn fra en daginstitution med mange udsatte børn scorer i gennemsnit markant lavere ved de nationale test i 2. klasse, end børn fra daginstitutioner med få udsatte børn.

Det er uanset skolens sociale sammensætning og forældrenes baggrund, og det er stærkt bekymrende mener sektorformand i pædagogisk sektor, Mogens Bech Madsen.

”Vi ved, at børn fra ressourcesvage hjem får et fagligt løft, når de går i dagtilbud med børn fra ressourcestærke hjem,” siger han og fortsætter:

”Kommunerne skal derfor sikre, at der i de danske dagtilbud fortsat er både ressourcestærke og ressourcesvage børn i samme tilbud. Hvis både ressourcestærke- og svage børn skal klare sig godt i skolen, skal kommunerne øge kvaliteten i daginstitutionerne.”

Ifølge undersøgelsen vil et barn fra en stærk hjemmebaggrund gennemsnitligt score 57 ud af 100 ved de nationale test i dansk i 2. klasse, hvis de kommer fra en daginstitution med mange udsatte børn.

Samtidig vil børn fra en daginstitution med få udsatte børn score 65. Begge uafhængigt af skolens sociale sammensætning.

For et barn fra en svag hjemmebaggrund er forskellen endnu større. Her vil barnet tilsvarende score 42 ved de nationale test i dansk i 2. klasse, hvis det kommer fra en daginstitution med mange udsatte børn.

Børn fra mindre belastede daginstitutioner vil derimod score 54, igen uafhængigt af skolens sociale sammensætning.

”Vi ved fra international forskning, at daginstitutioner af høj kvalitet sikrer udsatte børns sociale mobilitet, så de ikke fastholdes i en negativ social arv. Forudsætninger for øget kvalitet fås ved tilstrækkeligt gode normeringer og et personale, der er rustet til at løse opgaven,” siger Mogens Bech Madsen.

Vedhæftede filer:
Ulighed 271115.docx

Kontaktinformation:
Mogens Bech Madsen, Sektorformand, FOA

Del dette :
Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

three × 3 =