You do voodoo …
Voodo økonomien, som George Bush Sr. døbte denne forældede økonomiske doktrin – ser ud til at sejre, på trods af at have fejlet gang på gang.
Eller har den egentlig det ?
Ja, kommer an på hvem der er iværksætter og hvad dennes ide er med det hele.
Hvis man hører til den allerede rige del og ens ide er yderligere at berige sig selv og sine venner i golfklubben, kan det ganske vist betegnes som en success.
Erfaringerne er nemlig at de fattigste bliver fattigere g de rige bliver rigere og det uanset om man kalder det reaganomics, voodoo economics eller tricke down economics. Taberne er og bliver dem der bliver flået for at igangsætte processen, nemlig dem der i forvejen er fattige.
Nu er Danmark så faldet til denne forældede økonomiske model, fordi at den er forslået de europæiske lande via EUs Finanspagt af europas rigeste og mest magtfulde og vidner om at den politiske og økonomiske elite i Danmark og den Europæiske Union – primært tænker på sig selv, sine golfkammerater og er ligeglad med resten af befolkningen.
Fedtegrevens fest
Det er en besynderlig dag. Egentlig en herlig forårsdag, hvor solen skinner og fuglene synger.
Samtidigt er der dog mørke skyer der truer, ganske godt illustreret af dagens indslag på TV2-News.
Vækstpakken er ved at blive forhandlet på plads og skal give de hårdt trængte arbejdsgivere livets kys.
At de selvsamme arbejdsgivere aldrig har haft så mange penge i tegnedrengen, udbetaler store udbytter til aktionærer, stadig flytter produktion til udlandet og stadig hyler op om livets uretfærdighed overfor deres civilisationslivgivende virke.
Ude foran lokalerne tonede sejrherrerne frem, en fedtet storgrinende Løkke, der ikke kan ligge skjul på at det er ham der svinger taktstokken, samt at han når han efter valget selv rykker ind i statsministeriet, vil han gå endnu længere i kampen imod lønmodtageren, deres rettigheder, og den socialdemokratiske velfærdsstat.
Ved siden af stod den konservative formand og udviste tydelig irritation over denne arrogance og forhåbentlig også bekymring over de befolkningsgruppers vilkår, der bliver slagtet for at financiere AP Møllers skattenedsættelser.
Bagerst sås Tulle fra husmorfacisterne, der ganske tydeligt ikke var en del af de godes selskab. Som den grimme vagthund, der bliver lukket ned i kælderen når der kommer gæster.
Det er ganske tydeligt at der arrogant bliver satset på en ren VK regering, eller måske en ren V regering, hvis de små ikke kommer over spærregrænsen.
Dette er dog uden betydning i øjeblikket – selvom det ser til at at den siddende regering bliver revet rundt i manegen, da de har skrevet finanspolitikken af fra samme bog som de borgerlige, der solidt er placeret tredje nederst i en stor bunke bøger på lærer Merckels bord.
Og dem der kommer til at betale er dem der har mindst at give af. Dem der kommer til at betale er dem der er lettest at vælge. Dem der rammes er dem der er nederst. Dem der rammes er dem der er svagest.
Hvis et samfund skal måles på den måde de svageste behandles – hvordan kan dette land så undgå at dumpe.
Nultolerance
Vores højt elskede politikere slår på tromme for nultolerance -
Nultolerance overfor unge der ikke tager en uddannelse,
Nultolerance overfor unge der ikke tager en uddannelse hurtigt nok,
Nultolerance overfor unge der ikke bliver færdige hurtigt nok,
Nultolerance overfor udlændinge på kontanthjælp der ikke lærer dansk, hurtigt nok
Nultolerance overfor syge
Nultolerance overfor arbejdsløse
Nultolerance overfor handikappede
Nultolerance overfor ældre
Nultolerance overfor dem der ikke arbejder længe og hårdt nok ifølge den økonomiske model
Der mangler helt -
Nultolerance overfor inkompetente politikere,
Nultolerance overfor politikere der er i lommen på deres økonomiske velgører,
Nultolerance overfor politikere der er i lommen på erhvervslivets lobbyister,
Nultolerance overfor politikere der lader sig drive rundt i manegen af embedsmandsværket,
Nultolerance overfor politikere der kravler så langt ned i en økonomisk model at de fuldstændigt mister forbindelsen med virkeligheden,
Nultolerance overfor politikere der lader deres vælgere i stikken,
Nultolerance overfor politikere der ikke forstår at de arbejder for alle danskere,
Nultolerance overfor politikere der vender hele det danske samfund på hovedet, for at kunne implementere kravene fra EUs Finanspagt,
Nultolerance overfor politikere der ikke respekterer de danske forbehold,
Nultolerance overfor politikere der ser det som deres levebrød at splitte det danske folk, når de burde samle.
Nultolerance….
Dobbelt nultolerance …
Den elektroniske patientjournal
Det “Offentlige” bliver gang på gang ramt af skandaler i forbindelse med udviklingen af informationssystemer.
Projekterne udtænkes og strikkes sammen af politikere og embedsmænd, der ikke har skyggen af en chance for at have den nødvendige faglige forudsætning for dette. Til gengæld skygger politiske ambitioner ofte for udsynet, med en større fiaskofaktor til følge.
Et stort problem er yderligere at projektet udliciteres til private firmaer, med uhyrlige krav til følge. Det gør at alle æg ofte havner i nogle ganske få kurve, uanset at de pågældende kurve har fiasko på fiasko malet på sig.
- Opret en organisation, der står for de nationale løsninger til for eksempel politiet og den elektroniske patient journal.
- Foretag en undersøgelse af hvad de forskellige sygehuse ønsker at kunne gemme i en sådan journal. udfra dette fastlægges den endelige definition.
- Brug hyldevarer til det hele, gerne frit programmel.
- benyt terminaler med smartcard login – i stedet for personlige computere, dette vil medvirke til en reduceret opstartstid.
Find selv på flere punkter…
Frankly my dear I don’t give a damn
Der var glæde i den lille stue da OVC blev stødt fra tronen, selv med en stærk Radikal Venstre indflydelse – kunne det kun være bedre end det amatør regime der blev afsluttet.
Aldrig har jeg taget så meget fejl – ja, hvem ville da også tro at selv Liberal Alliance kunne overhales højre om af en Centrum-Venstre regering – der hænger al deres virke op på skattelettelser. Ikke mindst skattelettelser til dem der har mest og ikke mindst erhvervslivet, der skal financieres af dem der har det sværest og mindst – da den lille pige med svovlstikkerne også skal bidrage til at godsejeren ikke behøver at gå ned i levestandard.
Det sjove er at for anden gang i træk har Verdensbanken i den årlige “Ease of Doing Business-rapport” kåret Danmark som det land, hvor det er lettest at drive forretning i Europa og globalt set er Danmark kun overgået af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA, og ligger dermed nummer fem blandt alle undersøgelsens 185 lande.
Undersøgelserne har fokus på elleve ganske væsentlige virksomhedsaktiviteter : opstart, ansættelse af første medarbejder, lånemuligheder, betaling af skat og håndtering af insolvens med videre og stiller skarpt på ændringer i erhvervsreguleringen, der er sket fra det ene år til det andet.
Skatter og afgifter er, når alt kommer til at, kun to ud af dusinvis af konkurrenceparametre. Et af de vigtigste parmetre er en fleksibel og veluddannet arbejdsstyrke – noget der ser ud til at komme under den sorte grønthøsters behandling – fordi at skattelettelser til de rigeste er universets centrum i dansk politik.
Man kunne spørge sig selv – hvad har egentligt givet anledning til denne 180 graders vending … det gør dog at der er mange der ikke længere har en så stor frygt for at amatørene i Venstre kommer til magten – kun at nationalisterne sandsynligvis bliver landets andet største parti og regeringspartner, med et potantiale til at vokse yderligere – mens Venstre senest topper på valgaftenen.
Farseret juletræ
Jeg blev ganske imponeret idag, over dagens indspark til juletræsfarcen i Kokkedal af Ekstra Hadet. Eller rettere de kommentarar som nationen kom med til artiklen.
For med undtagelse af et par enkelte paphoveder der sad med den ellers sædvanlige “religiøse”/nationalistiske agenda – var det rent faktisk ganske velovervejet, hvad havde at sige.
For det er basalt set, hverken en nationalistisk eller religiøs konflikt. Opportunistiske politikere har forsøgt at gære det til en national værdikamp – har som jeg ser det spildt ministerens tid og har forlangt dennes indgriben og dermed har indirekte forlangt lovgivning omkring juletræer.
Heldigvis ser det ud til at dø ud, omend en populistisk borgmester nu har forsøgt at score et par billige point ved at forsøge at påvirke bestyrelsen i boligforeningen igennem medierne, på trods af at han bedyrer at han 100% går ind for beboerdemokrati. Ja, jeg skriver heldigvis for det er en krisetid, hvor politikere burde udvise ansvarlighed over for landet og borgerne og ikke kun spekulere i egen mandatgevinst. Istedet for at splitte befolkningen burde de samle befolkningen.
Selve sagen i Kokkedal er et ganske tidstypisk billede af landets boligforeninger og den krise som det danske nærdemokrati er inde i.
For det er mere reglen end undtagelsen at foreningernes beboere ikke rigtigt føler trang til at deltage i arbejdet. Med det resultat at det gerne er en lille indspist klike der står for hele arbejdet og har således sjældent en chance for på ordentlig vis at repræsentere og afspejle beboersammensætningen og kan yderligere have problemer med, eller intet ønske om, at arbejde for alles interesser.
I min egen boligforening blev der, i forbindelse med en afstemning, ved det sidste beboermøde – talt 76 for og 74 imod. Da hvert lejemål har to stemmer og de otte er bestyrelsesmedlemmer, giver det omkring de 67 lejemål, der dukkede op. Når man tager i betragtning at der er omkring de 448 lejemål i afdelingen er det ikke ligefrem et imponerende fremmøde.
Ovenikøbet skete der det at en tredjedel, gående imod halvdelen udvandrede efter afstemningerne og dermed manglede da der skulle vælges repræsentanter til bestyrelsen.
Dermed er vi ved at være derhenne at det ikke bare begynder at blive et praktisk, men også et demokratisk problem. Udfra det jeg har hørt fra andre i min omgangskreds, er dette problem, enten i større eller mindre grad eksisterende i flertallet af landets boligforeninger.
Før det kan blive bedre, bliver vi altså igen nødt til at få medlemmerne af disse små fællesskaber, til at holde op med bare at være forbrugere og til igen at være samfundsborgere.
Jeg har ikke turdet kigge forbi Net Nationen igen senere på dagen, da jeg gerne vil bevare – bare et enkelt sympatisk minde om stedet.
Demonstration – Folketingets åbning – 2. Oktober for Velfærd og tryghed !
Vi går på gaden d. 2. Oktober kl. 16:00, på Rådhuspladsen i København, under overskriften: “Ja til velfærd og tryghed – Nej til forringelser og nedskæringer”
Derefter går vi mod Christiansborg – ankomst kl. 17.00
Demonstration 2. Oktober kl. 16:00 på Rådhuspladsen:
- Stop dagpengeforringelserne
- Praktikpladser til alle
- Ingen forringelser af fleksjob og førtidspension
- Ordentlig levevilkår til alle på SU og kontanthjælp
- Kort sagt – En solidarisk finanslov
Demonstration – Folketingets åbning – 2. Oktober for Velfærd og tryghed !
A sidder her bag æ’ gardiner.
Nogle gange er der folk der stikker næsen frem, selvom de kan være ganske sikre på at deres fremtræden vil pirre “de retskafne” som et kobbel sultne hunde.
Det er med tiden blevet sådan at, de “de retskafne” ikke bare består af vore folkekjære politikere, men også medierne der meget velvilligt hiver de formastelige igennem en hysterisk mediestorm og det med en tone der ikke bare skal sørge for at folk ligger ned – nej de skal destrueres totalt og jo nemmere et offer, jo værre behandling – Der skal statueres et eksempel.
Der er ligefrem politikere, ja man kunne næsten sige hele partier, der har gjort dette til noget nær en levevej – under dækning af “bare at kalde en spade for en spade”. Problemet er at det legitimerer mere ekstreme holdninger iblandt befolkningen.
For eksempel har BT, på baggrund af Simon Emil Ammitzbølls lettere uheldige kommentar om sterilisation af arbejdsløse, kørt sin egen lille uvidenskabelige og skæve rundspørge med spørgsmålet : “Bør det være muligt for samfundet at sterilisere personer efter en grundig sagsbehandling?” – der har givet resultatet :
45% – Ja
55% – Nej
Dette kan meget let udlægges som at der er ved at blive oparbejdet en vis opbakning for social hygiejne i Danmark. Er du arbejdsløs, tager vi pengene og støtten fra dig og er du på kontanthjælp, steriliserer samfundet dig.
Det der førhen var samfundssatire – udstillet i filmen “Hvordan vi slipper af med de andre” og længe før det De Nattergales nummer “Kaffe” – er idag ved at være en mere og almindelig holdning i befolkningen.
Bevidst strategi
Man får efterhånden det indtryk at det fra politikernes side, indgår i en bevidst strategi, hvis formål ikke bare er at skræmme andre fra at stå frem. Derimod generaliseres tilfældet oftere og oftere og gøres ikke bare til et symbol for en hel befolkningsgruppe, men bruges som alibi for at indføre yderligere stramninger og beskæringer overfor den pågældende gruppe.
Det er et stigende demokratisk problem, at medlemmer fra de lavere klasser skræmmes til tavshed. Det er en situation vi som samfund tidligere har været i og først i 70’erne rigtigt kravlede ud af.
Her er den såkaldte Carina-affære et skræmmende eksempel, da det blev benyttet til at legitimere de meget usympatiske dele af dette års såkaldte skattereform, det vil primært sige den del der financierer skattelettelserne – det man kan kalde en omvendt Robin Hood. Det er i sig selv ikke et problem at overførselsindkomsterne følger inflationen. Problemet er at afgifter og ikke mindst priser iikke gør – hvilket over nogle år resulterer i en betydelig nedgang af købekraften hos en stor del af befolkningen.
Andre tilfælde er sådan noget som loven om tålt ophold, også kendt som tuneserloven og loven om administrativ udvisning, hvor sidstnævnte reelt sætter retssystemet og dermed retsstaten ud af spil.
Lenin sagde engang noget i retning af “En løgn der bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange bliver til sidst husket som sandheden”. Dette er hos den ellers hysterisk kommunistforskrækkede højrefløj blevet noget af et mantra – der har resulteret i en betydelig stigmatisering af samfundets nederste klasser. Det sker ofte ved brug af slagord og ultimative sandheder, som meget politisk kommunikation idag kører på. Ja, vi kan vel alle nikke genkendende til fraser som : ”Det skal kunne betale sig at arbejde” og ”Der findes ingen fattige i Danmark”.
Dette har dannet myterne om den dovne arbejdsløse, der får mere ud af intet at lave, end “Hårdtarbejdende lønmodtagere. Dem der står tidligt op, smører leverpostejsmadder, afleverer ungerne og tager på arbejde. “. Ligeledes forsøger visse dele af højrefløjen at sælge ideen om at der i virkeligheden er nok arbejde – folk gider bare ikke arbejde.
For sandheden er den at grunden til at arbejdsløshedskøerne idag er kilometerlange er at hele verden er indhyllet i en menneskeskabt økonomisk krise og her i europa – slår især den europæiske højrefløj på tromme for, at spare sig ud af problemerne og forlade sig på trickle-down economics. Det der i 80’erne også kaldtes reaganomics eller voodo-økonomi (George Bush Sr.) og ultra-ultra-kort kan koges ned til “Hvis det regner på præsten, drypper det på degnen” – igennem betydelige skattelettelser finansieret via offentlige besparelser.
Reagan-årene viste dog at selvom det regnede i stride strømme på præsten, blev degnen kun ramt af meget få dråber og samfundsmæssigt kan denne økonomiske doktrin siges at være fejlet.
Der er simpelthen ikke jobs til folk – hvor meget folk så end gerne vil arbejde. Denne kendsgerning lyder bare ikke særligt godt rent politisk og som altid er det den svage part der bliver gjort til syndebukke. I dette tilfælde dem der er blevet kastet ud i arbejdsløsheden og de eksempler der statueres plukkes iblandt de svageste af de svageste.
Derfor er det forfriskende at der engang imellem dukker folk som Robert Nielsen op – der ikke lader sig kyse af et kobbel ulve, som trodser vejguderne – der får leveret sit budskab på trods af den politiske støj og som oven i købet ser ud til at komme ud på toppen.
Wikipedia om arbejdsløshed:
Arbejdsløshed opstår, når udbuddet af arbejdskraft overstiger efterspørgslen på et ureguleret marked. Da der sjældent er tale om uspecificeret arbejdskraft, drejer arbejdsløsheden sig i virkeligheden oftest om udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft med bestemte kvalifikationer eller kompetencer. Af samme grund kan der let findes arbejdsløshed indenfor et erhverv, mens der er mangel på arbejdskraft i et andet. Det skaber de såkaldte flaskehalsproblemer, som man søger at løse ved at øge arbejdskraftens geografiske og faglige mobilitet, dvs. ved at lade folk søge arbejde andre steder eller ved at omskole dem, så de opfylder de kvalifikationer, der efterspørges. Pr. 30. august 2012 er der 165.700 arbejdsløse danskere.
De Nattergale : Kaffe (De Nattergale/Dan Schlosser)
Sikke en voldsom trængsel og ballade
Sikke dog en ballade der præger sendefladen. Et af de få løfter fra valget som regeringen, med vold og magt, har tænkt sig at holde – er indførelsen af topskattelettelser.
Personligt har jeg ikke noget problem med indførelsen af skattelettelser, men kun hvis der er råd til det.
Hvis man skal køre den nederste del af samfundet igennem en grønthøster, benytte bizarre uigennemskuelige modelberegninger og medregne hypotetiske nationale rabatter for at få sit budget til at holde – er det slet ikke i orden. Man forsøger rent faktisk at presse blod ud af granit.
Derudover er der ikke rigtigt nogen studier der viser om topskattelettelser i det hele taget har nogen gavnlig effekt på økonomien – det er en antagelse, presset ind i en økonomisk beregningsmodel.
Rent faktisk viser rundspørger at det er meget tvivlsomt om det vil opmuntre borgerne i dette land til at arbejde mere.
Vi ved altså ikke om det har nogen effekt – vi ved kun at vi reelt ikke har råd til det, da en fin del af finansieringen bliver gennemført ved at tyvstjæle fra de allersvageste.
Øv-øv-øv
Jeg kan slet ikke begynde at beskrive hvilken lettelse vi følte hin dag den torsdag den 15. september 2011. Propperne på den mousserende vin sprang og kagen blev delt rundt. Det var som om at en tung skygge over tilværelsen forsvandt. Et årti med kynisme, angst og splittelse for den danske nation over ovre.
Der var kommet en ny human regering, der ikke kun talte alt op i pengesedler. Nu skulle landets syge ikke mere bare sendes frem og tilbage imellem de samme to skranker i et umenneskeligt og rigidt system, hvis primære opgave var at spare på dagens budget. Hvis det så betød at dem der var fanget inde i systemet, blev nedbrudt og ødelagt – var det en ringe pris for at få styr på eftermiddagens regnskab.
Her standser eventyret så desværre – for det viste sig ret hurtigt at prisen for en ny regering, var at den nye skulle køre videre på nogenlunde det samme grundlag. Ellers ville den ene part, bare skride over til den anden side og danne regering med dem i stedet.
Dette betød især at den rødeste del af regeringen måtte underkaste sig et regeringsgrundlag, der på de fleste punkter direkte stred imod deres egne idealer og synspunkter.
Allerede her kan man sige at prisen blev for høj – men udsigten til en ministertaburet, kan få selv den meste ideologiske idealist til at overvej, at give afkald på de fleste af idealerne.
Herfra bevæger man sig ind i en verden af tal, lobbyister fra Dansk Industri og disse fantastiske økonomiske modeller, der gør det muligt for eksempel at beregne at en ændring i afskrivningsreglerne giver 7.500 nye jobs.
Det gør at man tilsyneladende fuldstændigt mister kontakten med virkeligheden. Selv data fra Danmarks Statistik, der viser en betydelig ændring i befolkningssammensætningen – for inden længe kommer der nogle betydeligt større årgange, end de nuværende, styrtende ud på arbejdsmarkedet og hvis udbuddet af jobs ikke ændrer sig drastisk til det bedre – vil det resultere i at arbejdsløshedskøerne de næste 10-15-20 år frem – får de nuværende til at ligne ubetydelige kålorme.
Alligevel gemmer man sig bag sine økonomiske modelleer og mener at det er ens pligt, ikke bare at presse de arbejdsløse ud i ikke eksisterende jobs – men også at tvinge selv de sygeste ud i deltidsjobs, der ej heller eksisterer – da erhvervslivet ikke vil have disse folk. 7 ud af 10 erhvervsledere har sagt nej til dette.
Hvis folk er arbejdsløse (hvilket ofte skyldes at de ikke kan finde et job) er tanken at hvis man fjerner en tilstrækkelig stor del af den overførselsindkomst, der gør at de med møje og besvær lige kan holde sig flydende, dukker der på magisk vis et job op til dem. Denne ”Harry Potter” model, har for almindelige rationelt tænkende mennesker, ingen gang på jord. Det kan kun være igennem disse modellers filter, at det kan være en fordel at sende folk og familier på tvangsauktion, splitte dem ad og tvære dem ud – med en overhængende fare for at de, når opgangstiderne sætter ind, er fuldstændigt er sat af feltet.
Lazarus, rejs dig og tag din seng og gå hjem. Du er rask!
Ved samme tid sidste år rasede Mette Frederiksen imod den daværende Beskæftigelsesminister Inger Støjberg for hendes inhumane behandling af samfundets syge og svageste – der skulle tvinges i arbejde for enhver pris.
Nu hvor Mette Frederiksen selv har overtaget denne post – fører hun ikke bare denne politik videre, men har yderligere skærpet tonen. Fordi at man nu skal finansiere skattelettelser, har man påsat tommelskruer på kommunerne allerede nu.
Min egen kommune, er blevet revset for at have for mange såkaldt passivt forsørgede og forsøger nu desperat at trylle disse til raske – uanset helbredstilstanden.
Der skal udføres helhedsplaner, for at gøre de syge raske, så hurtigt som muligt – dog uden at ressourcerne følger med, for de er blevet ført over i hatten hvorpå der står skattelettelser. Det vil sige at det hele rent faktisk er et luftkastel. Hvad der gør det hele værre er at der flere gange om måneden udsendes nye direktiver, der ofte strider imod de tidligere udsendte.
Den tredobbelte belastning, skal klares udfra det eksisterende budget. Folk der søger om førtidspension, er ikke mere fritaget for de såkaldte jobsamtaler. Men når ens ansøgning er ved at blive gnasket igennem af systemet, ligger ens sag fuldstændigt død og disse samtaler er således kun spild af tid og værdifulde ressourcer – grundet flere meter papirarbejde, på baggrund af ingenting.
Når man så på forgængerne, var der ingen kontinuitet i den måde det hele blev kørt på. En vild forvirring, hvor kun hang sammen i de modeller hvorfra alt blev udtænkt. Lige så snart planerne blev ramt af sollyset fra virkeligheden, faldt alt sammen. Man insisterede dog på at implementere det hele alligevel, med betydelige omkostninger, ikke bare for samfundet, men også for de tusindvis af mennesker, der blev klemt af – de reform-ivrige modelpolitikere, der derved kom til at fremstå som elendige amatører.
Man kunne ikke forestille sig at det kunne blive værre – men det er det rent faktisk blevet. For nu er det lige præcis de partier, der ellers skulle stå vagt ved de syge og de svage – der ofrer dem.
Jeg har hele tiden været fortaler for at give dem ro, til at udføre deres arbejde og håbede på at de ville leve op til vores og det som vi anså for at være deres idealer. Men nu er det på tide at trække en streg i sandet. Det som regeringen ligger op til er fuldstændigt uacceptabelt.
Til det kan man kun sige øv-øv-øv.